Gitte ringede selv til kæresten fra hospitalet, den morgen hun havde født Kenneth.
Men den nybagte fars kommentar i telefonen var kortfattet: "Nå!..."
De havde grædt samen, da Gitte lod besked gå fra sit kollegium i Danmark til sin mor og far, der er EU-funktionærer i Bruxelles, om, at hun var gravid. Med en fyr fra gymnasiet. Den vordende mor og far var 17 år.
En måneds tid før fødslen rejste Gittes mor til Danmark for at hjælpe datteren med at flytte.
- Min mor, der bare troede, hun skulle en tur til Danmark for at hjælpe mig med flytningen, besøge min søster, og så hjem igen, skulle pludselig være fødselshjælper, for fødslen gik i gang et par dage efter, hun var kommet.
Kenneth så dagens lys, mens hans mor gik i 1. g...
Han er i skole, da Gitte tager imod i lejligheden, som er hendes nye hjem - hendes skjul - efter hun i sommer skiftede adresse. Hun er kommet til et nyt amt og har det efter omstændighederne fint.
- Men det er en flugt - og om nødvendigt flytter jeg til udlandet, siger Gitte, mens hendes yngste, Kathrine på to år, myldrer rundt i sofaen og venter på at høre nogen sige, hvor dygtig hun er.
Som elev på Europaskolen i Bruxelles syntes Gitte ikke ligefrem, hun var noget lys. Det er en stor, hård, effektiv og disciplinær skole for EU-folkets sønner og døtre, hvis forældre befinder sig på forskellige trin i EU-hierakiet. Nogle er på mærketøj-niveau, andre ikke.
- Mærketøj interesserede heldigvis ikke mig, for det havde vi ikke rigtig råd til. En kontorfunktionær i EU tjener ikke ret meget mere end én i Danmark. Man skal højere op i systemet for at tjene mange penge, siger Gitte, der dog fik det ud af sin internationale skolegang, at hun taler flydende engelsk, fransk, flamsk samt norsk efter sin norske mor og dansk effer sin danske far.
Efter at have gået niende klasse om - og endt med at få gode karakterer - ville hun væk. Hjem til Danmark og det mere bløde uddannelsessystem.
- Desuden savnede jeg min storesøster, der allerede var rejst til Danmark, og jeg ville ud og stå på egne ben - vise mine forældre, at jeg kunne, siger Gitte, der kun havde boet på kollegium og gået på gymnasiet i nogle uger i Danmark, da hun blev kæreste med en fyr fra parallelklassen.
Én aften glemte de kondomet, og det fik nogle konsekvenser, som en 17-årig pige - og en 17 årig dreng - ikke kan overskue.
- Vi var bare lykkelige, da jeg fandt ud af, jeg var gravid. Det skulle da være os to, og en lille familie og alt det der...
Min læge nævnte muligheden for abort og syntes, jeg skulle skrive fordele og ulemper ved at få et barn ned på et stykke papir. Jeg kunne ikke se ret mange ulemper, for vi var jo så glade for hinanden...
Men jo rundere Gitte blev, jo koldere blev kærestens fødder. Han ville kun mødes med hende på steder, hvor ingen så dem sammen.
- Til gengæld respekterede mine klassekammerater mig for min beslutning. De syntes, det var flot, og jeg ville gennemføre graviditeten, fortæller Gitte, hvis ungdomskæreste dog har prøvet at holde sin søn.
- Men han ville helst være fri, husker Gitte, der aldrig siden fik et forhold til Kenneths far. Hans forældre var derimod meget imødekommende og fyldte deres nye roller som bedsteforældre så godt ud, som de kunne, med den holdning, deres søn lagde for dagen. Han så sin søn sidste gang, da han var et år.
- Kenneths far bad om at få lov til at komme og se ham, da han var tre år. Bare sidde og kigge på ham uden at give sig til kende. Mn vi blev enige om, at det var bedst at vente til den dag, Kenneth selv ønskede at se sin far. Siden har jeg ikke set ham.
Men Kenneth fik en ny far.
Gitte droppede ud af gymnasiet, og gik på efg handel og kontor for at runde sit uddannelsesforløb midlertidigt af med en hf-eksamen.
Og den nye mand i Gittes liv blev hun forlovet med i ´94 - det skulle ligesom markeres, at de skulle være far og mor. Kenneth fik en lillesøster, Kathrine - som flintrer ud og ind af stuen tilsyneladende lykkeligt uvidende om de dramaer i den lille familie, der har ført hende og hendes bror og mor til en anden del af landet.
- I begyndelsen var han bare glad for at have fået far-rollen over for Kenneth. og omvendt, Kenneth var også glad for at have fået en far. Men da så Kathrine blev født, begyndte det at gå skævt, husker Gitte.
Hun bedre end husker - den fysiske vold og især den psykiske. Når han slog Kenneth og senere Kathrine for den mindste forseelse.
- Det værste var, at det var, når han var vred på mig, han slog på dem. For eksempel når jeg konfronterede ham med hans drikkeri.
- "Jeg er slet ikke din far!", råbte han en dag til Kenneth, der blev helt chokeret. Men det var mig, han ville ramme, hvad han selvfølgelig også gjorde.
- Alt det, der var gået skævt for ham i hans liv. Hans frygtelige barndom på kostskoler, fordi forældrene ikke ville vide af ham, hans ordblindhed, arbejdsløshed, spillelidenskab. Alt var min skyld. Og forstod jeg det ikke, skulle han nok hjælpe mig - og så lod han en knyttet næve suse lige forbi mit ansigt og ind i væggen. Bagefter sagde han undskyld.
"Hvad vil du med ham? Drop ham dog!", sagde veninderne allerede fra begyndelsen, og Gittes familie mente som veninderne. Når hendes foældre kom på besøg fra Bruxelles, kom det gerne til skænderier, og deres svigersøn fortrak til den nærliggende grillbar og vennerne.
- Set i bakspejlet kan jeg også spørge mig selv, hvad jeg ville med ham, men det begyndte jo så godt - og kærlighed gør jo blind, som det bagefter nok så banalt kan forklares. Han var god nok, lige til han havde opnået det, han ville.
Men der var ingen kærlighed tilbage, og Gittes selvtillid var brudt helt ned, den dag hun pakkede hans ting og satte dem uden for døren. Forinden havde hun forlangt, at de skulle gå til familierådgivningen - eller han måtte flytte. Forholdet fik en prøvetid på tre måneder.
- Bagefter var jeg bitter over, at de to psykologer ikke advarede mig om, hvad jeg udsatte mig selv og børnene for ved at fortsætte. For de vidste godt, hvad det kunne udarte til. Det så jeg siden i rapporten til statsamtet.
Først var det telefon-terror. han ville ikke bo hos sin druk-kammerat, men tilbage. Nogle gange lykkedes det ham at få en fod inden for entredøren og gå ind og lægge sig på sofaen og sove sin brandert ud, uden Gitte kunne stille ret meget op.
Men optrapningen af volden skete første gang, da Gitte havde besøg af en veninde og hendes kæreste. I telefonen meddelte han, at han ville komme. Døren blev låst og blokeret med kæde. Met ét spark lå karmen på entregulvet, og en rasende og fuld mand kom ind i stuen og flåede først telefonen ud af stikket og smadrede så også køkkendøren, inden politiet kom og tog ham med.
Efter to timer lå der en besked på telefonsvareren: "Jeg er meget ked af det...".
- Jeg var blevet stærk af at komme i Familieværkstedet, siger Gitte.
- Jeg tolererede ikke, at han skulle gøre hverken børnene eller mig fortræd.
Men den fredag, 31. januar sidste år, Gitte havde glemt at låse sin dør, kunne hun intet stille op, da han pludselig stod der. Hun blev slynget i gulvet foran entredøren, mens hendes to forfærdede børn så på. og mens hun sparkede på døren, så metaldækslet over brevsprækken blev mast, og råbte om hjælp, rev hun ham i håret og ansigtet. Han svarede igen ved at tage fat om Gittes hals, mens hun råbte til Kenneth, at han skulle løbe ned og få underboen til at ringe til politiet.
- Et kort øjeblik sortnede det for øjnene. Jeg hørte døren smække og bagefter, at han tog Kathrine og gik ud på altanen, fortæller Gitte, påvirket af at rippe op i historien.
- Jeg var sikker på, han ville gøre noget forfærdeligt - han stod og mumlede om, at nu skulle de aldrig se hinanden mere.
Næste dag lå beskeden på telefonsvareren: "Undskyld, men jeg skulle have haft Kathrine...".
Da var Gitte og børnene flygtet. På Krisecentret for Voldsramte Kvinder var der ikke plads, så i 14 dage boede de hos hendes søster, inden de rykkede ind på krisecentret:
- For første gang i lang tid kunne jeg slappe af. Det var næsten som at komme i himlen, siger Gitte.
Fordi hendes far havde været forudseende og meldt hende ind i en boligforening i hans østjyske hjemby, var det ikke noget problem for Gitte at få en lejlighed. Her bor hun, med beskyttet telefonnummer og adresse, men hendes liv er ikke problemfrit af den grund - hvad en tyk mappe med dokumenter og korrespondance vidner om.
Fordi de ikke blev gift, har Gitte forældremyndigheden, men Kathrines far er tildelt en midlertidig samværsordning - hver anden lørddag fra 8.30 til 17.30 - hvor Gitte skal overlevere hende på banegården, har statsamtet bestemt. også selv om kommunens familieafdeling har anbefalet overvåget samvær.
- Der var gået otte måneder, da det blev bestemt. Dagen efter brevet lå i postkassen, skulle Kathrine til sin far. Men da var jeg lige taget i sommerhus med mine forældre, så jeg var ikke hjemme til at modtage brevet, forklarer Gitte, som inden hun tog på ferie havde rådført sig med sin advokat. Advokaten mente ikke, der skete noget ved at jeg tog på ferie. Men en måned efter kom der indkaldelse til fogedretten, fordi jeg havde saboteret samværet.
- Et barn på to år glemmer hurtigt. Derfor var det en fremmed, jeg afleverede Kathrine til. Hun er kun optaget af, at hun skal ud og køre med tog. Men jeg synes, jeg svigter hende, når jeg siger farvel. Og når hun bliver afleveret om aftenen, er hun en anden. Hun taler aldrig om, hvad de har lavet. Jeg er meget utryg ved det, og jeg forstår ikke statsamtets holdning. At fordi han ikke har været påvirket de seks gange, han er mødt op dér, er der ikke noget, der tyder på, at han er misbruger. Og voldssagen, der kun blev takseret til en bøde på 1000 kroner, tæller heller ikke, når de skal vurdere hans ansvarlighed som far, siger en forbitret Gitte.
- Det her handler ikke om, at jeg vil sabotere samværet, men det er ikke min datters tarv, der tilgodeses. For han er en mand, der gør, hvad der passer ham, og som også over for statsamtet har erkendt, at han lyver. Så snart sagen er afsluttet, gider han ikke have noget med sin datter at gøre.
- Om jeg er blevet hård, gentager Gitte.
- Jeg er i alt fald blevet voksen på en noget hård måde, erkender hun.
Der ligger endnu en tilsigelse fra fogedretten, fordi hun på grund af sygdom, dokumenteret med lægeattest, ikke kunne aflevere sin datter en lørdag. Gitte ringede til Kathrines fars bofælle tidligt om morgenen og bad ham give beskeden videre. Det skete aldrig, siger han. Og sådan kan kampen om barnet bølge frem og tilbage. Og Kathrine bølge med.
Hendes mor er rede både til dén og til at komme videre med sit fortsat unge liv på en mere struktureret måde. Hun satser på næste år at gå i gang med en uddannelse som tegnsprogstolk og leder lige nu efter et job som pædagogmedhjælper, helst for handicappede børn.
- Mange spørger, om ikke jeg er gået glip af min ungdom, fordi jeg så tidligt fik børn. Jeg kan godt lide en pigetur en gang imellem. Men det siger mig ikke noget at gå ud og drikke mig fuld. jeg elsker mine børn og er glad for at være ung mor - og jeg kan godt leve med at være familiens sorte får. Ung og naiv...
- Det var jeg engang.