Men husets franske bulldog er blid som et får, beroliger Christian Hasle Harlung og tilføjer, at kæledækken fik sit navn, inden hans berømte navnebror kastede smuds på det ved at opføre sig som en uvorn hund og bide ører af folk.
Med fladtrynede, venlige Tyson liggende tungt prustende hen over fødderne er vi i stolen hos den 44-årige parrådgiver og -terapeut Christian hasle Harlung i hans hjemlige konsultation på Grumstolsvej i Højbjerg.
Selv om han er ude over den første ungdom, er hjemmet forholdsvis nyetableret - med Lill. Han anden kone.
Han undgik ikke selv at skulle gennem skilsmissen, eller som han siger: "Jeg har selv slået kolbøtten". For på samme måde som læger - fordi de er læger - ikke undgår at blive syge, er en samlivssagkyndig ikke pr. definition forskånet for at få ondt i parforholdet. For ham eller hende gælder også, at ét er teori. Et andet praksis.
I Christian Hasle Harlungs tilfælde skete bruddet for syv år siden, da hhans børn var henholdsvis tolv og fire år.
- Tilværelsen kan ikke sådan tages i ed, og som for de fleste andre, der skal turen igennem, var den også for os en ubehagelig oplevelse. Vi var enige om, at vores samliv var dårligt, og at vi skulle til noget terapi. Men der var jo måneders ventetid, og mens vi ventede, havde vi så et af vores sædvanlige små-sammenstød om et eller andet uvæsentligt. Og hun pakkede sine ting og flyttede.
Parret havde dog været igennem de indledende samtaler - hos en psykiater med tykke briller og flittig til at gøre notater.
- Jeg husker det nu, som at vi mest fik en sludder for en sladder, og at han pænt lyttede til først den ene og så den anden.
- Selv om vores forhold var opslidt og udbrugt, skulle det have en chance. jeg ville godt have haft, at vi fortsatte rådgivningen, efter min kone var flyttet, for jeg havde en idé om, at psykiateren kunne være som en slags mæglende instans - på en måde, så vi kunne holde hovedet koldt i den ubehagelige situation, det var, og få lavet nogle gode aftaler omkring børnene og bodelingen. At få det bedst mulige samarbejde af hensyn til dem, der var i klemme, nemlig vores to piger. Men det følte hun ikke for.
Christian Harlung bliver mere fåmælt, da han bliver spurgt, om han selv var i stand til at leve op til sine teorier om "den gode skilsmisse" eller "den gode proces", som han opererer med i sit professionelle liv som psykolog, lærer, forfatter m.v.
- En god skilsmisse?, gentager han, inden hav svarer:
- Ja, det var det, forstået på den måde, at jeg aldrig et sekund har fortrudt, at vi er gået hver til sit. Men vi kunne have gjort det mere elegant. For havde vi været mere afklarede, begge to, på, hvad vi gjorde og hvorfor, kunne vi have undgået en del af det nederlag, som det selvfølgelig også er.
- Mennesker, deer skilles, har jo en masse følelser i klemme hos hinanden, og det ville man kunne begrænse meget, hvis man fik dem formuleret over for hinanden. Og gerne ved at sidde over for en neutral og forhåbentlig lidt neutral og forhåentlig lidt mendende instans. Bare det at mødes med én, der forpligter til, at man siger noget fornuftigt til hinanden, tror jeg kunne have gjort det til en væsentlig mindre ubehagelig oplevelse.
- For det er da ubehageligt, at man om det samliv, som man havde til hensigt skulle være livslangt, må konstatere, at det ikke gik, siger Christian Harlung, der altså kom til at tælle med i statistikken over opløste forhold. Og siden fik familie-forøgelse i form af Lills to børn.
- Selv om man knusende klart kunne se, at forholdet var udlevet, og at skilsmisse var det bedste for alle parter, oplevede jeg, soom så mange andre, det der store behov for at retfærdiggøre mig selv. Når vi nu er så mange - to ud af tre etablerede parforholld opløses - hvorfor har vi så ikke nogle ritualer i vores kultur til at understøtte den her vanskelige overgang. Helt banalt at man kom og hjalp med at male lejligheden eller forærede potter og pander. Man skal selvfølgelig ikke ligefrem fejre, at man får fra hinanden, men man kunne nemt få et meget mere afslappet forhold til, at man tager fat på et nyt kapitel. I stedet skammer man sig lidt over, det er gået galt. Man strafferr sig selv, og omgivelserne ser også på det med blandede følelser. Så man kommer tit til at gå oven i sit nederlag og putte sig i sin ensomhed. Og det er jo en misforståelse, for ved at være sammen med de mennesker, der kunne hjælpe én med at etablere sig, ville man også få snakket ud om det, så de ikke længere varr nødt til at gå over på det modsatte fortov, næste gang de mødte én.
- Personligt havde jeg også meget behov for at retfærdiggøre mig selv, hvad man næsten kun kan ved at pudse glorien og måske unødigt nedvurdere den anden. Så selv om skilsmissen var en lettelse, havde jeg mine kvaler, vedgår Christian Harlung, der også dengang ønskede sig en anden måde at gøre tingene på. At det var mere accepteret, at skilsmisser er så almindelige, som de er. Var det blevet taget som en naturlig ting, havde jeg sluppet for at skulle gå og retfærdiggøre mig, som jeg gjorde i en periode. Ikke fordi jeg havde noget at undskylde, men fordi jeg forventede, omgivelserne var kritiske over for min handling, siger Christian Harlung, der beklager den "kollektive fortrængningsevne i forhold til, hvor mange skilsmisser, der i grunden er".
- Hver enkelt af os oplever o skilsmissen som vores egen kranke skæbne, siger Christian Harlung, der med Lill har fået ikke bare papbørn - selv om det fast kun er Tyson og den tamme guldfisk, der bebor huset, for de andre er flyttet hjemmefra - men også pap-svigerbørn og anden pap-familie.
- Moderne familier er familier med mange aktører at forholde sig til. Min kone har jo også en eksmand, og han en ny kone med børn fra tidligere forhold. Så der er basis for både nid, nag og jalousi i flere lag. Derfor er det nødvendigt at tage tingene lidt afslappet og se lidt humoristisk på det. Ellers går der altså let sæbeopera i det..., siger Christian Harlung - mens Tyson intetanende om de tobenedes trakasserier vågner til dåd og løbetur ude i virkelighedens væld af pirrende lugte.