af Asger Christiansen
Jeg har med interesse og blandede følelser læst Stiftstidendes artikel søndag om en fars vanskeligheder med at få vigtige oplysninger om sine to børn.
Problematikken præsenteres nærmest som en nyhed. Det er den sikkert også for de fleste. Men ikke for mange skilsmissefædre.
Nu kunne en skilsmissemor selvfølgelig stå i samme situation. Men i langt de fleste tilfælde er det traditionelt stadig moderen, der har forældremyndigheden alene.
Pointen og problemstillingen er ganske rigtig som beskrevet i artiklen funderet i lovgivningen om forældremyndighed.
Også jeg så gerne en modernisering af regler og paragraffer.
For at fremskynde en sådan modernisering, er det nødvendigt at give politikerne viden, ved at fædre (eller i sjældne tilfælde moderen) står frem og beretter.
Med den risiko, at offentliggørelse provokerer til yderligere chikane.
Forældre, der bliver skilt, kan indrette sig så ansvarligt og fornuftigt, som de begge ønsker for barnet. Uanset teksten i en lov. Men hvis uenighed og konflikter tager over, har eneindehaveren af forældremyndigheden store muligheder for chikane. som beskrevet i artiklen.
Langt de fleste forældre har intet ønske om at bruge den mulighed. Men som folketingsmedlem Helge Adam Møller (K) så rigtigt siger: "Bare fordi en forælder er tåbelig, så behøver lovgivningen jo ikke at være det".
Jeg har selv været i samme situation. Har en tilsvarende historie. Det meste foregik frem til 1995.
da min søn nu er næsten 18 år gammel, er problematikken for ham og jeg ikke længere aktuel. Han er nu så gammel, at han selv kan formulere, hvad han ønsker. Men diskussionen om juraen er åbenbart stadig aktuel.
Om myndighedsloven på de basale punkter er ændret siden 1995, er jeg ikke klar over. Det kan jo undersøges. Men indtil da var det sådan, at fælles forældremyndighed kunne ophæves efter ønske af kun den ene forælder.
Og juraen var (stadig er?) således, at der ikke skulle gives en begrundelse for en ophævelse. Med andre ord - uanset hvor ansvarligt og samarbejdsvillig en forælder end gebærdede sig, kunne delagtigheden i forældremyndigheden mistes.
Jeg kender ikke til andre områder i den danske jura, hvor rettigheder kan mistes uden en begrundelse. findes der andre eksempler? Og hvis der gør - er det så rimeligt i et retssamfund?
Den af de to forældre, der har forældremyndigheden alene, har store muligheder for "monopolisering". Det gælder ikke kun oplysninger fra læger og sundhedssystemet i øvrigt. Som artiklen i Stiften drejer sig om.
Jeg har selv oplevet, at jeg - uden begrundelse - blev forment adgang til:
Skolens forældremøder.
Forældrekonsultationer om min søns skolestandpunkt.
Holde rejseforedrag for min søns klassekammerater.
Møde op til skolefester, eksempelvis hvor min søn optrådte i årets skolekomedie.
At være hjælper på weekendture og sommerlejr i spejderbevægelsen. Som efterlyst af spejderlederne.
Denne udelukkelse var mulig, fordi loven var sådan. Hverken skolelærere, skoleinspektør eller spejderledere fandt det rimeligt. Men de måtte selvfølgelig følge loven.
Jeg var ked af, at jeg ikke kunne deltage i den del af min søns liv. Og han var uforstående overfor, hvorfor han ikke kunne få sin far med. Det havde mange af de andre børn.
Hvis juraen stadig i 2003 er som beskrevet i søndagens artikel, kunne presseomtale i heldigste fald skubbe til en politisk ændring. Til gavn for nutidens og fremtidens forældre og især børn.