Når der er tale om en velfungerende far, kan statsamtet simpelthen ikke være bekendt at forfordele den ene forældre på den andens bekostning. Jeg finder statsamtets praksis diskriminerende, skriver Steffen Petersen.
SAMKVEM: Statsamtet tilgodeser ikke børnenes interesser
Af Steffen Petersen
Regenburgsgade 11, Århus
DA min eks-partner/mine børns mor og jeg er uenige om samværsfordelingen af vore børn, finder samvær alene sted under den af Århus statsamt fastsatte ramme, dvs. hver anden weekend plus ferier.
Statsamtet har besluttet, at min eks-partner og jeg hvert år deler sommerferien med vores børn - tre uger til hver. Også vinter-, efterårs-, jul og nytårsferie deles på demokratisk vis, det ene år er børnene hos deres mor, det andet år hos deres far. Ferierne tager deres begyndelse og afslutning ud fra skolens ferieplan.
Men påskeferien afviger. I de ulige år har min eks-partner børnene i feriens seks første dage, og jeg har dem de sidste fem dage, fra skærtorsdag til anden påskedag. I de lige år holder min eks-partner påskeferie men sine børn i fuldt omfang i alt 11 dage, fra skoleferiens begyndelse til dens afslutning, jeg tildeles ikke samvær!
Jeg har to gange med års mellemrum søgt statsamtet om at få påskeferie med børnene i samme omfang som deres mor, men forgæves.
Forklaringen lyder:
1) Det ikke er statsamtets praksis at tildele weekendforældre samvær i hele skolens påskeferie, da der i denne indgår tre hverdage, i hvilke weekendforældre antages at være på arbejde og derfor ikke kan være sammen med deres børn!
Kommentar: Statsamtets argumentation viser, at statsamtet ikke følger med tiden. Muligvis arbejdede weekendforældre, dengang praksis blev vedtaget, men det gør de nødvendigvis ikke i dag. Mange er i dag uden job og har fri, andre (inkl. jeg) er frivillig i diverse humanitære foreninger og kan tage fri, nogle er kunstnere eller på anden måde selvstændige og kan selv regulere deres arbejde og fritid, og mon ikke også at skolevæsenet har sine weekendforældre?
2) Statsamtet kan ændre en afgørelse om samvær, hvis det er bedst for børnene.
Kommentar: Statsamtet mener tilsyneladende, at det er bedst for mine børn kun at have fem dages påskeferie med mig hvert andet år. Hvilken konsekvens har denne praksis for mine børn?
Jeg er min kæreste (som også har to børn i skolealderen) vil gerne med vores børn i sommerhus. I år betød det, at mine børn kunne være med os i sommerhuset de tre første dage af deres påskeferie (som tilfældigvis var min weekend) de skulle så hjem til deres mor i tre dage. Jeg kunne da hente dem igen skærtorsdag, og så kunne de få de sidste tre hele plus to halve dage sammen med os andre i sommerhuset.
Er det til mine børns bedste? Det synes de ikke.
LIGELEDES har jeg to gange søgt statsamtet om at få en forlænget weekend med mine børn når en skæv helligdag f.eks. 2. pinsedag falder i berøring med min weekend, men forgæves.
Begrundelse: Der henvises til statsamtets praksis og hvad der findes at være bedst for børnene. Og så mener man/statsamtet, at mine børns kontakt med mig/deres far bliver tilstrækkeligt tilgodeset af det øvrige samvær. Jeg skal undlade at kommentere denne frækhed.
Statsamtet vil dog tilbyde min datter på 13 år en samtale for at høre hendes mening - en ikke altid smart måde t afklare problemer på skulle jeg hilse og sige, idet barnet tvinges til at udtale sig imod en af sine forældres ønske.
SELVFØLGELIG kan en weekendfar, som er psykisk ustabil, drikfældig o.l. ikke forvente at få feriesamvær med sine børn i samme udstrækning so en velfungerende mor, men når der som i dette tilfælde er tale om en velfungerende far, kan statsamtet simpelthen ikke være bekendt at forfordele den ene forældre på den andens bekostning. Jeg finder statsamtets praksis diskriminerende.
Jeg har påklaget statsamtets afgørelser til civildirektoratet, men hørte kun et ekko af statsamtets argumentation.
Når jeg tænker på Århus Statsamt ser jeg uvilkårligt for mig en traktor, som er kørt fast i mudderet og graver sig selv længere og længere ned i uanstændighed og skam.
Jeg påstår ikke, det er let at være sagsbehandler, men den institution, som ikke er lydhør over for en seriøs argumentation, har ikke alene et problem, den skaber problemer.
Statsamtet synes ikke at se/høre det enkelte menneske, men betragter sine "kunder" som en stor masse, der affærdiges/sættes på plads med standardfloskler som "det er statsamtets praksis" og "det findes at være bedst for barnet" - f.eks. ikke at komme i sommerhus i påskeferien i lige så lang tid som den øvrige familie og ikke at komme på en forlænget weekend hos sin far via en skæv helligdag - rend og hop Århus Statsamt.