Bortførelser af børn har givet større ligeret

FORÆLDRERET: Flere danske børn så aldrig siden deres mor - hovedmand fortryder intet.

Af Jørgen Bollerup Hansen

I løbet af få år fra 1970 og frem blev der bortført 12 danske børn af fædre, der på den måde skaffede sig samkvem med deres børn.

De var alle kommet i klemme, fordi deres retsstilling var meget begrænset, efter at deres papirløse forhold til barnets mor var slut.

Mindst fire af de børn, der i dag er voksne, har ikke siden haft kontakt med deres mor. De bor stadig i udlandet, som deres far bragte dem til med hjælp fra Foreningen Far.

Kuno Christiansen, der var hovedkraft i Foreningen Far, oplevede selv i 1969, at han med politiets magt blev sat på gaden, da hans tidligere samlever brød forholdet og besluttede, at han ikke skulle have kontakt til deres fælles barn.

Den episode gav starten til Foreningen Far, der i årene efter specialiserede sig i bortførelse af børn og brugte ganske avancerede metoder.

- Jeg var selv fængslet tre gange, fordi jeg ikke ville oplyse, hvor bortførte børn var. Det fortryder jeg ikke. Et barn har krav på begge dets forældre, så børnene blev ofre for vore aktioner. Men jeg fortryder ikke, det vi gjorde, for vore argumenter blev båret ind i Folketinget, så lovgivningen blev forbedret, siger Kuno Christiansen.

Han har senere besøgt nogle af de fædre, der med falske pas og rejseledsagere blev hjulpet til udlandet, blandt andet til Italien.

- Og jeg ved, at der i hvert fald er fire tilfælde, hvor fædrene senere kontaktede barnets mor for at høre, om de ville se deres barn. Det ønskede de ikke. Det er trist.

- Hvad med dig selv, ser du din datter?

- Da lovgivningen blev forbedret med årene, regnede jeg med, at jeg ville få ret til at få samkvem. Men det fik jeg ikke. Loven havde ikke tilbagevirkende kraft, siger Kuno Christiansen.

- Men hun opsøgte mig, da hun var fyldt 15 år, og vi har bevaret kontakten. Jeg har i dag tre dejlige børnebørn.

Til oversigten