FORÆLDRESKAB: Danske fædre har stadig ikke lige vilkår med mødrene
Af Jørgen Bollerup Hansen
ÅRHUS: Søren Sylvest må lægge øre og gode råd til mange fædre, der kontakter ham, fordi de har svært ved at få lov til at se deres børn, selv om de har samværsret.
Han glæder sig over, at tiden har givet fædre langt bedre retsstilling. Men der er stadig markante misforhold.
I 1970 kom den første lov, der i specielle tilfælde kunne give fædre samværsret efter papirløse forhold. Men det var blandt andet en forudsætning at fædrene havde boet sammen med mor og barn i adskillige år.
- Det var derfor stadig meget svært, og mange fædre kom i klemme, siger Søren Sylvest.
- Jeg var i 1970´erne med i Mandebesværelsens rådgivning, hvor vi fik telefonopkald fra fædre, der ikke havde set deres barn i længe. Det var nærmest umuligt at gøre noget for dem.
Der kom undervejs flere forbedringer. men da Søren Sylvest i 1989 selv havde fået børn og mødte problemstillingen, meldte han sig ind i Foreningen Far.
Fundamental fejl
Han har ikke lyst til at gå dybere ind i sin egen sag. men han er fortsat som aktiv i Foreningen Far, hvor han er rådgiver for det østjyske område.
- Helt grundlæggende bør der automatisk være fælles forældremyndighed. Det er der ikke i dag, det skal man søge om, siger Søren Sylvest.
- Cirka 90 procent af alle forældre søger om at få fælles forældremyndighed hos statsamtet. Var det så ikke nemmere at sige, at det skulle være omvendt? At man skulle søge om det, his man ikke ønskede det. Når det alligevel er undtagelsen. I stedet for at bruge alt det papir, som man bruger i dag, spørger han.
Hvis det handler om barnets tarv eller om at barnets velfærd er truet, så kunne man jo netop i undtagelsestilfælde vurdere forældreevnen for de forældre, der måske ikkeskal have forældremyndighed, mener han.
- Men som udgangspunkt bør samfundet møde begge forældre i tillid. Når man skal søge om lov, så siger samfundet jo i realiteten, at man skal søge om lov ud fra den betragtning, at en mor er bedst til at tage sig af barnet, siger Søren Sylvest.
Den ene bestemmer
Han forstår heller ikke, at der pr. automatik i praksis er en primær forældremyndighed hos den part i et brudt forhold, der har barnet boende.
- Den anden part har faktisk kun en lidt udvidet samværsret. Og den, der har barnet boende, træffer i princippet alle beslutninger om barnet. Så findes der forældre, der har delebørn, men det er tilfælde, hvor forældrene selv kan finde ud af at indrette sig.
- Jeg mener, at samfundet burde kunne give børnene to folkeregisteradresser, netop for at understøtte en fælles forældremyndighed.
En forælder, der ikke har forældremyndigheden, kan heller ikke rejse ud af landet med barnet for at bosætte sig. Det kan den anden part.
- I realiteten burde den part, der risikerer at miste det tætte forhold til sit barn, under alle omstændigheder have mulighed for at få en sådan flyttesag vurderet af en dommer. For at afgøre, hvor ene-forældremyndigheden skal placeres.
Faren må betale
Noget andet er økonomien.
- Selv for par, der har indrettet sig med delebørn, og hvor de deles om alle udgifter og skiftes til at købe tøj og sko og have barnet boende, fraviger systemet ikke, at faren skal betale børnebidrag. Det er sjældent, at en mor siger nej. Ellers kunne hun jo bare sende pengene tilbage. Faren skal også betale alle rejseudgifter for barnet i forbindelse med deres samvær.
- Jeg synes, man burde deles om de ting. Det andet virker lidt gammeldags. I dag er det faktisk oftest kvinder, der ønsker forhold opløst. Tidligere var det mændene, der havde fundet sig en yngre kvinde eller en sekretær. Alligevel tager kvinder det som en selvfølge, at de skal have både børn og hus.
Der er normalt ikke de store problemer, hvis samarbejdsviljen fungerer.
- Men i en skilsmisse er der ofte en lang række konflikter, som det tager tid at komme ud af. Derfor mener jeg, samfundet bør lægge mere vægt på det fælles ansvar og rettigheder, siger Søren Sylvest.
Række af plusser
Han ser en række både positive og negative ting i den nyeste lovgivning.
- Den nye børnelov fra 1. juli giver fædre mulighed for at rejse en faderskabssag. Det er positivt og rimeligt. I dag kan faderskabet fastslås med en DNA-test. Jeg har mænd, der henvender sig og fortæller, at de har en tidligere kæreste, der går med et barn, som de mener, er deres. Det har de ikke kunnet gøre noget ved.
- Der er også sket noget med mænds holdning. De er blevet mere "fædre". Det hører i dag mere naturligt til, og vi ser oftere en mand gå med en barnevogn.
- Det er også positivt, at den fælles forældremyndighed kører videre, hvis ikke nogen af parterne gør krav på en ændring, når et forhold går over.
Børn i brudte forhold har hidtil haft mulighed for at vælge at være mere sammen med den anden forælder, når barnet er fyldt 12 år.
Bag om børns ord
Med den ny børnelov er der mulighed for at også yngre børn kan blive spurgt. Egentlig en positiv ting, mener Søren Sylvest. Men ikke ubetinget.
- Jeg er betænkelig hvis barnet er blevet sat op imod den ene af forældrene. Barnet vil normalt have en naturlig loyalitet over for den af forældrene, som det bor hos og er afhængig af. Og barnet ved at e ting, der bliver sagt, vil blive skrevet ned, så begge forældre kan se det bagefter.
- Kun hvis man formår og har vilje til at gå bagom de udtalelser, et barn kommer med, mener jeg, at den ret er en gevinst. Men det gør man desværre stort set aldrig. Selv om direktoratets vejledning siger, at man bør gøre det.
Krisecentre misbruges
- Så inderst inde vil man ikke se i øjnene, at der er forhold, hvor barnet er præpareret. Det er for dårligt. Det er immervæk et menneskeliv, det handler om.
Søren Sylvest er desuden kritisk over for den rolle, som krisecentre kan spille i en skilsmisse og børnesag.
- Krisecentre kan misbruges. Nogle advokater råder mødre til at tage et kort ophold på et krisecenter. Det vil stille deres sag bedre. årsagen til et ophold på et krisecenter behøver ikke være vold, det kan også være psykisk vold. Samtidig bor moren alene med barnet på centret, og kan med rette sige, at faren ikke har set barnet.
- Der har været en enkelt sag, hvor en dommer mente, at et krisecenter var blevet brugt taktisk. Det fik alle krisecentre på tæerne.
- Men jeg vil godt stille spørgsmål ved, om psykisk vold er en rimelig begrundelse for et ophold på et krisecenter, for hvem er ikke udsat for det i en skilsmisse. Det er der rigtig mange, både mænd og kvinder, der er. nu er der bare mange flere krisecentre for kvinder end for mænd. Men det skulle jo nødig være et spørgsmål om, hvem der først kommer ud af døren og ind på et krisecenter med børnene.
Han er dog fortrøstningsfuld.
- Stadig flere enes om at være fælles om børnene. Mange vil gerne signalere, at nok er de skilt, men vi er også fornuftige mennesker, der kan styre tingene. Og det er mere fastslået, at det er rigtigt for et barn både at have en far og en mor. Samtidig er der mange kvinder, der ikke længere har tid til at udfylde den gamle mor-rolle. Men politikerne måtte godt skubbe mere på og lukke de huller, der er.