AF MARIANNE HARBO
ÅRHUS
Den 37-årige Allan Ødum fra Galten ved Århus må mene, hvad han vil, om sin tidligere kone og sine store problemer med at få sin femårige datter at se.
Han må også gerne fortælle gud og hvermand, hvad han mener.
Men de billeder af datteren, som han har lagt ind på sin hjemmeside på Internetadressen home2.inet.tele.dk/alanius, samt alle de private dokumenter om samværssagen - dem skal han holde for sig selv.
Det besluttede dommer Max Jørndrup i går, da han i Fogedretten i Århus nedlagde forbud mod de nævnte oplysninger, hvilket vil sige, at Allan Ødum hurtigst muligt skal have slettet dem fra sin hjemmeside.
Også de dokumenter, der vedrører hans 30 dage lange fængselsophold i Kragskovhede Statsfængsel, skal væk.
Den dom fik Allan Ødum, fordi han for et par år siden huggede sig vej ind i ekskonens bolig med en mukkert for at hente datteren.
Det var netop under dette fængselsophold, at han fik ideen til at bruge Internet som talerør, og inden længe havde han en udbygget hjemmeside, der meget detaljeret gennemgik, hvordan han har følt sig chikaneret af sin eks-kone og retssystemet.
Det brød hans eks-kone sig ikke om, og hun krævede alt om samværssagen fjernet fra Nettet, hvilket hun nu kun delvist har fået medhold i.
Derimod fik en advokat, der også har følt sig gået for nær af Allan Ødums hjemmeside, afvist sit krav, idet dommeren vurderede, at han må tåle, at hans navn bliver nævnt.
“Sagen her viser en kollision mellem ytringsfriheden og privatlivets fred, men jeg har taget udgangspunkt i ytringsfriheden. Det vil sige, at de forurettede har skullet dokumentere, at de er blevet krænket,” siger dommer Max Jørndrup.
“Jeg skal nok rette mig efter kendelsen, men jeg kan altså ikke forstå, at jeg ikke må offentliggøre de billeder, jeg selv har taget af min datter. Hun ved, de ligger på Nettet, og hun er stolt af dem. Sagen drejer sig jo om hende. Jeg kan heller ikke forstå, at jeg ikke må fortælle alt om min “ferie” på Kragskovhede. Det er da in private sag,” siger Allan Ødum, som ikke selv mødte op i retten, men passede sit arbejde som chauffør.
Fogedrettens kendelse overrasker ikke den danske ekspert i ytringsfrihed, cand.jur. Knud Aage Frøbert, Århus.
“Kendelsen er en understregning af, at der ikke gælder særlige regler for ytringsfriheden på Internet. Vi har alle lov at have en mening og offentliggøre den, men der er visse fortrolige, faktiske oplysninger, som vi ikke uden videre må offentliggøre. Hverken på Internet, i avisen eller i ugebladene,” siger Knud Aage Frøbert.
Allan Ødums eks-kone har nu to uger til at anlægge en såkaldt justifikationssag ved byretten, hvor sagen vil blive afgjort med en dom.