Århus Onsdag d. 14-07-99, "Juristerne Svarer":

Barnets far skal intet have at vide

Jeg har dummet mig og venter barn med en mand, som jeg under ingen omstændigheder ønsker at se igen. Der var tale om en engangsaffære efter en fest, hvor jeg desværre havde drukket for meget.

Kan I oplyse, hvad der sker, hvis jeg nægter at oplyse navnet på barnets far?

Jeg er 28 år gammel og har en rimelig indtægt. Men jeg er i tvivl om, hvad jeg modtager fra det offentlige som enlig forsørger med et barn.

Får jeg mindre i disse ydelser, hvis barnet ikke får udlagt en biologisk far?

Den pågældende mand ved ikke, at jeg venter barn med ham, og det får han aldrig at vide!

"J.T."

Svar:
JA! og NEJ!'
Efter loven har du pligt til at oplyse, hvem der er - eller kan være - far til det barn, du føder. Men statsamtet kan tillade, at du undlader at give denne oplysning, og en sådan tilladelse kan du med stor sandsynlighed få på grund af din alder og dine sociale vilkår, dvs. at du økonomisk er i stand til at klare dig selv.

Skulle statsamtet nægte dig fritagelse for at oplyse faderens navn, kan du få dit ønske opfyldt på en anden måde. Du kan vælge at overtræde loven, dvs. undlade at oplyse faderens navn, for i så fald kommer du til at betale en enkelt bøde på omkring 2.000 kr.

Når dit barn ikke får udlagt en biologisk far, betaler kommunen det børnebidrag, han ellers skulle ryste op med. Du bliver nemlig berettiget til et særligt børnetilskud, der svarer til størrelsen af det såkaldte normalbidrag, dvs. 761 kr. om måneden.

Som enlig med et barn, der kun har en biologisk forælder, kan du få i alt cirka 2.400 kr. fra det offentlige pr. måned. Eller svaret med de aktuelle tal for hele ´99, som udgør følgende:

1. En babyydelse på11.300 kr.
2. Ordinære børnetilskud på4.764 kr.
3. Ekstra børnetilskud på3.640 kr.
4. Samt særlige børnetilskud på9.132 kr.

Og de omtalte beløb luner på en måde dobbelt, for der er tale om skattefri penge!

J.G./E.F.

Til oversigten