En fire-årig pige er i næsten et år blevet holdt skjult i Libanons hovedstad, Beirut. I går blev hendes far, Saleh Wafec Alaouie, en 31-årig libaneser, idømt tre år og fire måneders fængsel for at “unddrage barnets mor forældremyndigheden”. Efter afsoning bliver han udvist for bestandig. Det indebærer, at den lille pige sandsynligvis aldrig kommer tilbage til Danmark.

Den usædvanlige “bortførelsessag” er hidtil holdt hemmelig, og myndighederne har blandt andet prøvet at slå en handel af med barnets far i et forsøg på at få pigen bragt sikkert tilbage til sin 26-årige danske mor.

Den 31-årige mand, der har haft humanitær opholdstilladelse, stjal sin datter i juni sidste år. Han løj over for barnets mor ved at fortælle, at han bare ville tage pigen med til en fødselsdag i Gellerup-bebyggelsen. I stedet rejste han og datteren samme dag til Libanon. Det gik først op for mandens eks-kæreste flere dage senere, da hun fik Sonofon til at spore mandens mobiltelefon. Han havde ringet til hende og fortalt, at datteren overnattede i hans lejlighed i Brabrand. Men Sonofon kunne oplyse, at opringningerne kom fra et sted i Mellemøsten og ikke fra et sted i det vestlige Århus.

Adskillige diplomatiske forsøg på at få problemet løst i mindelighed mislykkedes, og pigens mor blev kraftigt frarådet at rejse til Libanon for at finde sin datter. Hun var blandt andet bange for at manden skule tvinge hende til at genoptage samlivet og forhindre hende i at rejse ud af landet.

Men midt i december kom manden alene tilbage til Danmark. Få timer senere blev han anholdt, sigtet for bortførelse, og siden har han været varetægtsfængslet. Han siger, at han har efterladt datteren hos sine forældre i Beirut, men han har på intet tidspunkt under sagen villet oplyse forældrenes adresse.

Sigtelsen for bortførelse blev senere frafaldet, fordi manden havde delt forældremyndighed med barnets mor på det tidspunkt, hvor han bragte datteren ud af landet. Århus Statsamt har senere givet forældremyndigheden til barnets mor alene. (1.)

Danmark har ingen udleveringsaftale med Libanon, og efter libanesisk lov er det faderen, der har forældremyndigheden.

Selv om der har været flere sager, hvor danske børn er bragt til udlandet uden begge forældres accept, er sagen om den fire-årige pige fra Århus helt enestående, oplyste anklageren, politifuldmægtig Gitte Tofthøj, i går i retten. Der er aldrig tidligere afsagt dom i tilsvarende sager om unddragelse af forældremyndigheden.

Den dømte virkede umiddelbar tilfreds med dommen. (2.) Men han har efter råd fra sin forsvarer, advokat Helle Lokdam, taget betænkningstid med henblik på eventuel anke.

BRABRAND: I næsten et år har en 26-årig dansk kvinde kæmpet for at få sin fire-årige “bortførte” datter tilbage til Danmark. I går måtte hun erkende, at hun sandsynligvis aldrig får sit barn tilbage. Den lille pige, der ikke længere kan tale dansk, opholder sig hos sine libanesiske bedsteforældre et ukendt sted i Beirut. I går blev kvindens tidligere samlever og far til barnet idømt en lang fængselsstraf for at holde barnet skjult for dets mor. Hun har forældremyndigheden.

Efter afsoning af dommen på tre år og fire måneders fængsel skal den 31-årige Saleh Wafic Alaouie udvises til Libanon med indrejseforbud for bestandig. Han har boet i Danmark siden han var 16 år.

Foruden “bortførelsen” af datteren Nadi (navnet er ændret, red.) blev den 31-årige mand dømt for bedrageri til et samlet beløb på næsten 79.000 kroner. Det var hovedsagelig kontanter, som han skaffede sig ved at misbruge sit dankort på det groveste, umiddelbart før han 20. juni sidste år stak af til Libanon med sin datter. Han brugte nogle af pengene til nyt tøj og flybilletter. Desuden snød han TeleDanmark Mobil ved at oprette to mobiltelefonabonnementer, hvorefter han blandt andet telefonerede gratis i Libanon for sammenlagt over 30.000 kroner, før TeleDanmark lugtede lunten og spærrede telefonerne.

Muslimsk gift
Saleh Wafic Alaouie kom til Danmark som 16-årig og fik humanitær opholdstilladelse i 1988. Tre år senere mødte han en dansk pige, og de flyttede sammen nogen tid senere.

Under et ferieophold i Libanon i 1993 blev paret muslimsk gift. Kvinden opfattede det som en praktisk foranstaltning i forbindelse med blandt andet visum og opholdstilladelse. Datteren Nadi blev født i juli 1994. Hun var kun omkring otte måneder gammel, da hendes forældre flyttede fra hinanden. Barnet boede hos sin mor i Brabrand, mens faderen flyttede ind i sin brors lejlighed i nærheden. Han kom næsten dagligt på besøg hos sin datter og eks-kæreste, og i løbet af foråret 1998 fik han hende overbevist om, at de brude formalisere spørgsmålet om hans samkvemsret med barnet. I maj sidste år fik de derfor papir fra Århus Statsamt på fælles forældremyndighed.

Samkvemsret
Aftalen om samkvemsret gik ud på, at barnets far havde ret til at være sammen med barnet hver anden weekend, i højtider og i sommerferier, og de enedes ganske godt om dette arrangement. Derimod var han godt knotten over, at eks-kæresten - efter hans opfattelse - svigtede en gammel aftale om, at de og barnet skulle tilbringe noget af sommerferien hos hans familie i Beirut. De var sammen alle tre på ferie i Libanon i sommeren 1995. Men både i 1996 og året efter var han nødt til at rejse alene til Libanon, fordi eks-kæresten ikke ville med og modsatte sig, t han tog deres datter med. Hans forældre beklagede sig meget over, at de på den måde var afskåret fra at se deres barnebarn.

Skrevet ind i pas
Under et af sine besøg i Beirut havde han fået skrevet datteren ind i sit eget pas.

Anklageren, politifuldmægtig Gitte Tofthøj, undrede sig i retten over, hvordan det havde kunnet lade sig gøre uden moderens aktive accept. Anklagerens spørgsmål gjorde den tiltalte vred:

- Min kone og min datter tilhører mig - i Libanon. I arkiverne der er Nadi registreret som min datter, og jeg behøver ikke at have danske papirer med for at bevise det.

Sidste år besluttede den 31-årige at tage sin datter med på familiebesøg i Libanon. Uanset om hans eks-kæreste ville acceptere det eller ej.

25. juni hentede han datteren og fortalte, at han ville tage barnet med til fødselsdag hos en libanesisk bekendt.

Men i stedet for at gå til fødselsdagsfest, tog manden sin lille datter med til København, hvorfra de fløj direkte til Libanon. Tøj til barnet og penge til billetterne havde han skaffet ved at misbruge sit hævekort fra Unibank ikke færre end 38 dækningsløse gange på en og samme dag.

Han fortalte i går i retten, at han kun regnede med at skule være væk i “...et par måneder”.

Men tingede udviklede sig tilsyneladende noget anderledes end planlagt.

Sporede mobiltelefon
Allerede dagen efter ankomsten forsøgte han at sløre “bortførelsen” ved at ringe til sin eks-kæreste og sige, at datteren overnattede hos ham, fordi fødselsdagsfesten trak lidt ud. Det slog hun sig til tåls med, men da han senere heller ikke afleverede barnet, blev hun nervøs og ringede flere gange på hans mobiltelefon uden at kunne få kontakt med ham. Efterhånden fik hun mistanke om, at noget var helt galt, og derfor kontaktede hun Sonofon. Telefonselskabet sporede mandens mobiltelefon til “området omkring Libanon”. Så var hun klar over, t hendes tidligere samlever var stukket af med barnet, og derfor alarmerede hun politiet.

På det tidspunkt var der ikke meget, politiet kunne stille op, og i den følgende tid førte hun mange og lange telefonsamtaler med datterens far i Libanon. I en af samtalerne nævnede manden sådan lidt tilfældigt, at “...nu er din datter for øvrigt blevet libanesisk statsborger”.

Forlængede opholdet
Efter at have opholdt sig en måneds tid i Libanon ringede manden hjem til eks-kæresten og fortalte, at de ville forlænge opholdet. Det protesterede hans datters mor voldsomt imod.

- Men savnede din datter ikke sin mor, spurgte anklageren.

- Jo, men hun var meget glad for at være i Libanon, svarede den tiltalte.

Han tilføjede, at det egentlig ikke var hans opfattelse, at barnets mor var særlig ked af, at han havde taget datteren med til Libanon. Eks-kæresten i Århus havde det godt og benyttede chancen til at more sig, hørte han fra bekendte i byen.

Det var ikke anklagerens opfattelse. Tværtimod var det hendes indtryk, at barnets mor pressede stærkt på, for at få ham til at komme hjem med datteren, og var der ikke også noget om, at han telefonisk havde bedt hende om at rejse til Beirut med børnepengene og datterens guldsmykker - og også noget med, at han havde bedt hende kontakte sin fagforening, så han kunne få sin understøttelse sendt til Libanon?

Det afviste den tiltalte.

- Hvorfor tog du tilbage til Århus i december sidste år og lod din datter blive tilbage i Beirut, spurgte anklageren.

- Fordi min ekskæreste og jeg var blevet enige om, at jeg skulle komme alene hjem i første omgang.

Ønskede klar besked
Hans forsvarer, Helle Lokdam, ønskede klar besked om, hvorfor han lod datteren blive i Libanon.

- Mine forældre var blevet lidt syge, og de ville gerne have Nadi hos sig. Desuden var der en hel masse helligdage i december, og jeg ville gerne have, t min datter fik lov til at opleve de arabiske helligdage.

- Du har før sagt, at du ikke ved, hvor Nadi opholder sig. Nu siger du, at hun er hos dine forældre, forsøgte anklageren...

- Ja, for nu hvor jeg sidder fængslet, kan jeg jo ikke vide, hvor hun er, svarede den tiltalte.

- Men så er hun vel hos dine forældre. Hvor bor de?

- I Beirut, svarede den tiltalte - og fastholdt, at han ganske enkelt ikke kender sine forældres adresse.

Saleh Wafic Alaouie blev anholdt kort tid efter at være kommet til Danmark fra Libanon 13. januar sidste år. Han opsøgte sin eks-kæreste i Brabrand men ville ikke ind i lejligheden, da han fandt ud af, at hendes mor var på besøg. Da han forlod boligblokken, stod politiet parat. Samme dag blev han varetægtsfængslet, og der har han været siden.

Forgæves forsøg
Under efterforskningen af sagen har politiet og udenrigsministeriets jurister forgæves forsøgt alle muligheder for at få den fire-årige pige tilbage til Danmark. Han er blevet tilbudt en straf, som kunne gå lige op med den tid, han havde siddet varetægtsfængslet, hvis han ville medvirke aktivt til, at barnet kunne blive genforenet med sin mor i Århus. (3.) Et kompromisforslag har været, at den tiltaltes bror, der bor i Danmark, kunne rejse til Libanon og bringe barnet tilbage. men ifølge den tiltalte kan det ikke lade sig gøre, fordi han har efterladt papirer i Beirut, som forhindrer pigen i at komme ud af landet uden hans personlige medvirken.

- Ingen kan hente min datter ud af Libanon. Ikke engang hendes mor. Men hvis jeg kommer ud, så....

Den tiltalte lod sin bemærkning svæve frit i retslokalet.

- Bruger du ikke din datter som gidsel i denne sag, spurgte anklageren.

- Nej, svarede den tiltalte.

Den 26-årige kvinde, der trods dommen i går stadig nærer et spinkelt håb om, at hendes datter kommer tilbage, fortalte som vidne, at hun flere gange blev opfordret af eks-kæresten til at komme til Libanon.

Overvejede at rejse
Hun overvejede seriøst at rejse og havde også bestilt billet. Men hun turde alligevel ikke og hun fik flere advarsler mod at tage af sted. En af advarslerne gik på, at hu - fordi hun var muslimsk gift med en libanesisk mand - ikke kunne være sikker på at få lov til at forlade Libanon, når hun først var ankommet. Og måske ville hun havne på et bordel...

- Det, som holdt mig tilbage fra at rejse, var tanken om, at selv om jeg fandt min datter, så kunne jeg måske blive nødt til at efterlade hende dernede, fordi jeg ikke kunne få hende med ud af landet. Det ville jeg ganske enkelt ikke kunne klare, fortalte den 26-årige kvinde.

Den 31-årige libaneser kunne maksimalt risikere en dom på tre år og 10 måneders fængsel. Domsmandsretten fastsatte enstemmig straffen til tre år og fire måneders fængsel og accepterede anklagemyndighedens udvisningsbegæring.

I dommens præmisser hedder det, at det er skærpende, at den tiltalte ikke på noget tidspunkt har villet oplyse, hvor datteren befinder sig, og at han ikke reelt har ønsket at medvirke til en tilfredsstillende løsning. Det anses også for strafskærpende, at barnet nu befinder sig i et fremmed land og i en fremmed kultur, og at det ikke kan anses for sandsynligt, at hun nogensinde kommer tilbage til sin mor. Omvendt trækker det ned i straffen, at han frivilligt vendte hjem til Danmark.

Strafafsonere prøveløslades normalt efter afsoning af to tredjedele af straffen, men udlændinge, der skal udvises, løslades i praksis allerede efter at have afsonet 7/12 dele af straffen. Det betyder - når perioden med varetægtsfængsling trækkes fra, at den 31-årige libaneser løslades og udvises om mindre end to år .

1. Jamen er det da ikke Århus Statsamt, som har unddraget faderen forældremyndigheden??
   Statsamterne træffer - efter eget udsagn - afgørelse under hensyn til barnets tarv. Mon ikke det havde været bedre for ungen at have sin far hos sig? Nu har tøsen hverken sin far eller mor i de næste godt 3 år!
2. Hvorfor helvede kom den idiot også tilbage til Danmark??? Sådan en NAKKERØV! Og han smiler glad og tilfreds ved tanken om ikke at se tøsen i 3½ år! Og så vil de behandles som ligeværdige mennesker, Vorherre til hest! Jeg er naturligvis ikke racist - men....
3. Selvfølgelig går en far sgu da ikke med til sådan en studehandel. Skulle man give sin datter fra sig for tid og evighed bare for at slippe for lidt fængsel...?

Læg mærke til at Århus Stiftstidende konsekvent kalder moderen for “eks-kæresten”. Parret var muslimsk gift!

Moderen kunne vel også - sådan rent indledningsvis - have brugt sin formodede intelligens inden hun frasorterede sine landsmænd og lod sig bedække af en sydlænding i stedet. Men næh - benene strøg lige til hver sin side da hans accent appellerede til hendes moderinstinkt - og hun så det brune, behårede, sololieglinsende bryst med det lille dinglende guldkors!

Til oversigten