Konflikter mellem fædre og mødre om deres børn har karakter af samfundstragedie i 1990ernes SkilsmisseDamnark. Salomon fremtvang en afgørelse mellem 2 kvinder. I dag er det en kønskonflikt: en far og en mor, som ikke kan enes. Men det mærkelige er, at netop denne konflikt afslører sider af vores kultur og kønsopfattelse, der er lige så før-moderne som den gammeltestamentlige tyran. Når der kommer konflikt om børnene, falder vi tilbage på nogle forestillinger hinsides rationalitet og argumentation, noget med at "kvinder er kvinder" og " mænd er mænd, som synes at dementere alle ideer om kønnenes ligeberettigelse, endsige moderne civilisation. Samfund og retssystem synes dybest set ikke at kende vægtigere kriterier for at afgøre konflikter om 11 retten til børnene" end den urgamle påstand om, at mor er den bedste i verden. Af de mindst tre parter i disse konflikter er der ofte lige så mange tabere. Men kun en part har for alvor rettigheder, nemlig kvinden. Manden har, hvis parret er gift, teoretiske rettigheder, og hvis de ikke er gift, ingen rettigheder. Barnet har kun ret til en mor, ikke til en far. Sådan er skilsmisseforhandlingernes udgangspunkt: Kvinden har retten til barnet og kan altså "få ret", hvilket ingen lykke garanterer, heller ikke for hende selv.
Store følelser er ikke nødvendigvis gode argumentationer. Det danske samfund og dets retssystem bygger endnu i 1999 sine afgørelser om skilsmisser på moderfølelsen.
Måtte moderne tider melde sig - til gavn for alle parter."