- Jeg mener, at jeg bliver behandlet som en komplet idiot, siger Allan Ødum, der har været skilt fra Datterens mor i fem år.
I praksis betyder Vestsjællands Statsamts afgørelse, at Allan Ødum fredag aften skal tage toget fra Århus til Slagelse. Her venter moderen med datteren, der skal anbringes i Børneguiden i toget retur til Århus.
Allan Ødum selv skal sidde i en anden kupé, og ser først datteren igen på hovedbanegården i Århus. Samme procedure er gældende, når datteren skal tilbage til Slagelse om søndagen.
- Statsamtet har overhovedet ikke sat sig ind i de praktiske omstændigheder, men alene taget hensyn til moderens ønske om, at Datteren ikke skal rejse alene, mener Allan Ødum.
Han har tidligere ledsaget sin datter på togturen til og fra Slagelse, når hun skulle på weekendophold hos ham i Galten. Men nu, hvor datteren er blevet gammel nok til at rejse alene med DSB´s Børneguide, har Vestsjællands Statsamt afgjort, at hun fremover må benytte den særlige kupé for børn, men at faderen de første tre gange SKAL være med på togturen.
- Da jeg traf afgørelsen, var jeg ikke klar over, at faderen ikke havde lov til at sidde i samme kupé som datteren, siger sagsbehandler Lene Larsen fra Vestsjællands Statsamt.
- Nu kan jeg godt se, at det virker lidt fjollet. Men jeg mener stadigvæk, at der er argumenter for, at han skal være i toget.
- Og det kommer helt bag på mig, at Statsamtet er ligeglad, da jeg oplyser dem om DSB´s regler, siger Allan Ødum.
- Det drejer sig om, at pigen skal have en chance for at vænne sig til DSB´s procedurer. Vi ønsker ikke at genere faderen - sådan er det ikke ment, det er alene for pigens skyld, siger sagsbehandler Lene Larsen fra Vestsjællands Statsamt.
Allan Ødum føler sig krænket over afgørelsen, der samtidig betyder, at det koster ham mere end 900 kroner i transportudgifter og ti timer i tog og bus, når datteren skal besøge ham fra fredag aften til søndag eftermiddag.
- Billetdamen hos DSB griner højt, når jeg bestiller togbilletter - og jeg har fuld forståelse for hende. Det her er at blive sjoflet for sine egne penge, siger Allan Ødum.
Vestsjællands Statsamt bekræfter, at man ikke umiddelbart kan tage hensyn til de enkelte forældres muligheder for at hente og bringe et barn, og at man ikke vil ændre afgørelsen.
- Sådan kan man ikke behandle borgerne, mener Allan Ødum, der derfor har valgt at sende sagen videre til Civilretsdirektoratet.