Vi er nogle stykker, der kender nedenstående udskrifter fra myndighederne - en fast lånetekst for alle juristerne ved deres PC´er, der skal tilsikre, at vi, klienterne, får en fornemmelse af saglig behandling, der er et resultat af en omhyggelig fortolkning af lovgivningen.
Men hverken praksis eller logikken i opbygningen af disse bureaukratiske skrivelser holder vand.
Jo, hvis man er “eengangsklient”, kunne man godt forledes til at tro, at man netop er blevet behandlet ud fra individuelle indgangsvinkler.
Men når man er rådgiver i Foreningen FAR og ser disse floskler gang på gang, klinger det mere og mere hult for hver gennemlæsning. Så holder man op med at læse dem for forgæves at finde substansen i resten af skrivelserne.
Men formen og sproget røber sig: Der sigtes på at usynliggøre den sagsbehandlendes faktiske magtudøvelse som både dømmende og lovgivende myndighed. Der sigtes mod at skjule det faktum, at de personlige synspunkter og holdninger spiller den helt afgørende rolle for de afgørelser, der træffes.
I det efterfølgende gengives først 2 eksempler fra hhv. et Statsamt og Civilretsdirektoratet, som jeg så vil analysere nedenfor.
Efter myndighedslovens § 23 skal et barns forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har del i forældremyndigheden, har ret til samvær med barnet. Efter lovens § 4 træffet statsamtet efter anmodning afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværsretten. Statsamtets afgørelse om samværet træffes efter en konkret vurdering af sagens omstændigheder. Der tages herved navnlig hensyn til barnets alder, forældrenes hidtidige forbindelse med barnet og afstanden mellem forældrenes bopæl”.
Vi kan oplyse, at det fremgår af §2 stk. 1 i lov om forældremyndighed og samvær, at forældremyndighedsindehaveren kan træffe afgørelse om barnets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov.
Vi kan endvidere oplyse, at det fremgår af §17 stk. 1 i lov om forældremyndighed og samvær, at statsamtet/Overpræsidiet kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse med samværet”.
Men myndighederne ønsker at sikre, at vi, der læser dette, ikke skal forledes til at tro, at afgørelsen beror på et personligt skøn, og derfor tilføjes der altid et paragrafnavn med stk.-henvisning. Der skal ikke megen nærlæsning af myndighedsloven til for at opdage, at de paragraffer, der henvises til, er elastiske som en udspringselastik, og de netop kan gøres til genstand for et personligt skøn.
Stort er det antal af fædre der, efter at have deltaget i småbarnets opvækst på opfordring af jordmødre, hjemmesygeplejersker, kursusledere for barselsgymnastik og spædbarnspleje ved samlivsbrud opdager, at deres eget kendskab til omsorgsbehovet for det barn, de selv har opfostret og kender tæt på, nu er større hos disse myndigheders ansatte, der aldrig har mødt dem selv eller deres barn før. Sagsbehandlerne har studeret jura i 5 år på Universitet, og gennem den lokale kultur hos den pågældende myndighed, der har ansat dem, fået den magt, der kan forlede dem til at fortælle en far, at han kun er egnet til at tage sig af et 9 måneders barn 4 timer hver lørdag eftermiddag.
Han er nu en fantomfar, som forfatteren Anne Knudsen beskriver ham i sin nyeste bog: Her går det godt, send flere penge.
“Statsamtet har ved afgørelsen lagt vægt på disse forhold”. Der sidder man så og gaber og kigger langt efter logikken. Eller måske som i Kejserens Nye Klæder som dette lille barn: Men han har jo ikke noget tøj på. På ikke-bureaukratisk dansk ville det i stedet lyde: Jeg har refereret efter evne ikke fundet nogle præmisser, hvorpå jeg kunne træffe den følgende beslutning, men da jeg som ansat i Statsamtet har fået den magt at kunne træffe beslutning om barnets samvær med dig, har jeg alligevel truffet følgende beslutning, som lægger sig tæt til det, vi plejer at gøre efter en ansøgning som din. For øvrigt ved jeg ikke noget af betydning om din familie og agter heller ikke at undersøge det.
En variant på udtrykket “lagt vægt på disse forhold” finder man også i een af de ovenciterede skrivelser: “efter en konkret vurdering”. Det ville på godt dansk helt enkelt i den givne sammenhæng oversættes til: “efter mit skøn”. Men det lyder ikke objektivt, så derfor denne tilslørende vending.
En anden variant, der også ofte optræder, og som ses ovenfor, er: “Statsamtet kan fastlægge de nødvendige bestemmelser i forbindelse med samværet”. Det reelle indhold i dette udsagn er, at den jurist, der fastsætte samværet, kan indlægge et personligt skøn. Et eksempel, der har optrådt mange gange i årenes løb, er, at moderen ovenfor juristen hævder, at barnet er bange for at komme til samvær hos faderen, og at hun derfor ønsker at samværet helt skal bortfalde eller indskrænkes. Det er ofte sket, at det faktisk er blevet indskrænket, og hvis nogen betvivler at det kan være tilfældet, står jeg gerne til rådighed med dokumentation. I alt for mange tilfælde har mødre også fremsat beskyldninger om seksuelt misbrug med samme resultat.
Mange er de sagsbehandlere, der ud fra en beslutning om “hvad der er bedst for barnet”, har skabt et uligeværdigt forhold mellem de 2 forældre og mere eller mindre fjernet barnets ene omsorgsperson. Hvis dette ikke var tilfældet ville Foreningen FAR overhovedet ikke være blevet stiftet og være spillevende som i dag. Som der står i ovennævnte citat: “Statsamtet har ikke fundet grundlag for at modsætte sig moderens ønsker”. Moderen hersker i hjemmet og hun har nu også invaderet en arbejdsplads som Statsamtet, hvor det hovedsageligt er kvinder, der er ansat og enkelte “kvinder med fuldskæg”, som Anne Knudsen kalder dem. Eller psykisk kastrerede mænd som andre har kaldt dem.
Som Anne Knudsen også siger det (side 131) “er det konkret kvinder, der formulerer og anvender de kulturelle normer inden for hele det felt hvor “borgeren” møder “samfundet”, og hvor barnet møder den voksne”. Derfor støder faderens kultur netop sammen med statsamternes opfattelse af faderens rolle i barnets opvækst.
Men Anne Knudsens bog fortjener et citat mere, der kan afslutte den lille analyse: “Demokratisk meningsudveksling og demokratiske beslutningsformer forudsætter hverken lighed eller enshed. De forudsætter kun enighed om et sæt spilleregler. Og een af de klassiske demokratiske spilleregler er netop, at private personlige egenskaber, tilbøjeligheder vaner og lyster ikke er gangbare argumenter. Den lighed, der tales om i menneskerettighederne er en lighed på trods af personlige forskelle.
Denne idé om spilleregler og principiel lighed kunne bruges til at forstå, hvordan man kunne yde mennesker konkret hjælp for konkrete lidelser eller mangler uden samtidigt at gøre dem til børn.”
Udfra dette fremgår det klart, at vi som fædre ikke skal lade os opdrage af statsamternes jurister (og psykologer) men blot indse, at de ikke er nået så langt i deres erkendelse af, dels de forandringer familiestrukturen har gennemgået de sidste 30 år, og dels at myndighederne endnu ikke går forrest og sikrer at FN´s erklæringer om menneskerettighederne overholdes.