Begik selvmord efter gidselsdrama
Norge. Skød sig efter flugt med 14 måneder gammel datter

SANDEFJORD - Efter en ni timer lang flugt med sin 14 måneder gamle datter som gidsel, skød en 28-årig mand sig sent lørdag aften.

Barnet er uskadt og er nu igen hos sin mor, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Dramaet begyndte ved 12.30-tiden lørdag, da den 28-årige mand opsøgte sin tidligere kæreste i Kodal udenfor Sandefjord for at besøge sin datter. Med et haglgevær truede han både mor og datter til at følge ind i sin bil.

Ifølge politiet blev der affyret et skud udenfor huset i Kodal, men ingen blev ramt.

Da det lykkedes kvinden at flygte, tog manden flugten med barn og haglgevær i bilen.

- Han sagde, at han ville dræbe både mor, barn og sig selv, oplyste politikommisær Brian Jacobsen, Sandefjord Politi, ved 23-tiden lørdag til NTB.

Kvindn oplyste, at ekskæresten havde optrådt stærkt truende. For halvanden måned siden havde han også truet hende med et våben. Parret har, siden de flyttede fra hinanden, kæmpet bittert om forældreretten til datteren.

RB-NTB

Til oversigten