Fraskilte mødre beholder børnene
Fraskilte fædre har ikke som ventet fået noget ud af den to år gamle lov, som skulle give dem bedre chancer for at få tlkendt forældremyndigheden over børnene ved skilsmisse.

Siden den ny lov trådte i kraft 1. januar 1996, er antallet af børn der bor hos deres far blot steget med 340 til i alt 27.929. I samme periode er antallet af børn, der bor hos deres mor, vokset med 3702 til 235.053, viser tal fra Danmarks Statistik. Det vil sige, at fordelingen mellem far og mor er uforandret siden lovens ikrafttræden.

Og i forhold til begyndelsen af 90´erne er der tale om et decideret tilbageskridt for fædrene. I 1991 boede 30.529 børn hos deres far og 219.606 børn hos deres mor.

Næsten halvdelen af alle børn fødes i dag af ugifte forældre, og den ny lov skulle bl.a. sikre, at samboende fædre havde samme ret til forældremyndighed som giifte fædre, når samlivet blev opløst.

Daværende justitsminister Bjørn Westh (S) forudså, at langt flere fædre med den ny lov i hånden kunne få forældremyndigheden over børnene.

Men ifølge formanden for Børns Vilkår, John Halse, viser udviklingen, at det er umuligt at rykke kønsrollemønsteret på kort tid.

“Der er ingen tvivl om, at der er sket et ryk hos domstole og i statsamternes samværsafgørelse efter lovændringen, så flere fædre får samvær og forældremyndighed” siger han. “Problemet er de frivillige aftaler, hvor moderen fortsat får forældremyndigheden i ni ud af ti tilfælde.”

Mandeorganisationerne er uenige. “Det er fortsat praksis hos domstolene og statsamterne, at mødrene får forældremyndigheden. Derfor vælger mange fædre frivilligt at opgive forældremyndigheden”, siger Kresten Lidegaard fra paraplyorganisationen Maskulint Forum.

Beskidte tricks
Ifølge organisationen er problemet, at mødrene i de første måneder efter bruddet næsten altid har børnene.

“Når sagen skal afgøres, taber fædrene, fordi mødrene dermed oftest har den tætteste kontakt til børnene”, siger Kresten Lidegaard.

Og de fleste skilsmisse-advokater anbefaler, at man lukker for børnenes kontakt til den anden forælder, hvis man vil sikre sig forældremyndigheden over barnet.

“Det er de beskidte tricks, der virker”, siger han.

Til oversigten