Opblødt efter kritik
Onsdag krævede regeringen, at lønmodtagerne skulle være ansat ni måneder
hos samme arbejdsgiver for at få den ekstra feriedag, og de tre
omsorgsdage til ansatte med børn under 14 år kunnne kun udløses efter
seks måneders uafbrudt ansættelse. Det var et stort kiks, der betød, at
langt over 100.000 lønmodtagere ikke fik glæde af den ekstra ferie. Et
voldsomt pres fra venstrefløjen og fagforeningerne fik derfor Ove Hygum
til at opbløde reglerne med et ændringsforslag, der betyder, at en del
lønmodtagere, der skifter job, kan regne tidligere ansættelser med i
ancienniteten. Men ministeren har samtidig erkendt over for
Folketingets arbejdsmarkedsudvalg, at 25.000 lønmodtagere stadig vil gå
glip af den ekstra feriedag, mens omkring 5000 ikke vil få
omsorgsdagene. »Jeg betragter regeringens indgreb som direkte tyveri,
og det vil ramnme næsten en tredjedel af alle vores 35.000 medlemmer.
Mange tusinde lønmodtagere vil ikke få gavn af overenskomsten. Loven er
det rene makværk,« siger Bjarne Rundberg, der er formand for Bygge-,
Anlægs- og Træ-kartellet samt gruppeformand for SiDs anlægs- og
bygningsgruppe. »På papiret ser det meget godt ud med tre omsorgsdage
og en ekstra feriefridag. Men mange af vores medlemmer opfylder stadig
ikke betingelserne, fordi de har sæsonprægede job og skiftende
arbejdspladser,« siger Rundberg.
Ikke løn til alle
Endelig er det værd at bemærke, at ikke alle grupper får fuld
lønbetaling for feriefridagen eller omsorgsdagen. Og det vil nok
overraske mange, mener han. Formanden for SiD, Poul Erik Skov
Christensen, mener, at loven har endnu en alvorlig mangel:
»Formuleringen om, at kun forældre med hjemmeboende børn kan få de tre
forældrefridage betyder, at bl.a. fraskilte forældre, specielt fædrene,
som oftest er dem, der ikke tilkendes forældremyndigheden, ikke får de
tre fridage. Det er stærkt kritisabelt,« siger Poul Erik Skov
Christensen. Det samme påpegede LOs formand Hans Jensen i sin første
reaktion på lovforslaget. »Den formulering kan umuligt være rigtig. Det
vil være skandaløst. Behovet for samvær med ens børn bliver jo ikke
mindre, fordi man er skilt og ikke bor sammen med børnene,« sagde Hans
Jensen.