Anderledes spil-levende er 52 kilo tunge “Diesel” - omend ikke nogen tiger. Med ni år på bagen er den godmodige Berner Sennen-vovse mest til lunte-tempo og allermest til kæl og klap.
Det er ikke plads, de mangler, de to beboere i parcelhuset i det yderste Galten. Men engang var det da planen, at de to børneværelser skulle beboes.
- Forventningerne var der jo, og man havde alderen til at skulle stifte familie, husker 36-årige Allan Ødum om tiden omkring de 30, hvor omgivelserne gik rundt med “julelys i øjnene” ved tanken om, at de unge skulle etablere sig og sørge for slægtens videreførelse.
Og Allan skuffede dem ikke. Den lille ny kom til verden sommeren ´93, nogle måneder efter, at Allan og hans nu forhenværende kone var flyttet sammen. Et halvt års tid efter fødslen tog hun for adspredelsens skyld på besøg med barnet hos forældrene på Sjælland. Da Allan så sin datter og kone igen, kom hun kun for at hente sin del af indboet og forsvinde igen.
Allan og Diesel fik huset for sig selv, og det eneste, der umiddelbart vidner om, at han er far til et barn på nu snart fem år, er tøjbamsen, der venter henne i lænestolen. Og så selvfølgelig computerens - puterens som Allan familiært korter det ned til - indhold af det store kapitel i Allans liv, der hedder “Datteren”:
- Trods det hun var pædagog, havde min eks-kone en slags Disney-forestilling om det at gå hjemme med den lille ny. Da hun gik på barsel, havde hun uden at fortælle mig det, sagt sit job op. Nu skulle det være hende og barnet - og det blev det, ved det mindste klynk.
- Mine forventninger til at blive far var på sin måde lige så urealistiske.
- Jeg så for mig, vi skulle ligge og lege med klodser og sjaske i vand, og hvad var så virkeligheden: et kedeligt spædbarn, der bare krævede. og mor´en var ikke i stand til at koble intelligensen ind over det følelsesmæssige.
- Hun bandt sig så stærkt, at jeg nogle gange bare kunne føle mig som en dum dinosaur, når jeg kom træt hjem fra arbejde.
Allan var ikke i tvivl om, at deres forhold var ved at køre af sporet:
- Men jeg er alligevel så gammeldags eller primitiv, at jeg troede, det ville ændre sig. At vi ville få et normalt familieliv. At der var et lys ude for enden af den mørke tunnel, vi var røget ind i. jeg havde aldrig lært, at man bare gav op. Man prøvede at klare sig igennem krisen. For det var umuligt at definere problemerne, og jeg havde aldrig lært noget om at tackle den slags. Skulle jeg købe flere blomster til hende...
“Hun havde gået og taget den beslutning”, mener Allan, der lige efter bruddet bare var lettet over, at hun ikke sad derhenne i stolen med sine papirklip og “udstrålede surhed”.
Men da hverdagen kom, og han selv skulle til at smøre den madpakke, der tidligere godt kunne indeholde små søde besked´er gik han i sort:
- Da var jeg alene, og det gjorde ondt. jeg savnede min datter, men kunne også godt se, jeg ikke havde noget som helst at komme efter på Sjælland. Hun var jo stadig så lille.
Og Allan spærrede sig inde, som han siger, men sin computer. Og fik problemer på arbejdet.
- Hvad skulle jeg her? Hvad vil du overhovedet med dit liv? Den slags spørgsmål tumlede jeg med. Følelsesmæssigt var jeg ude af balance, og det gav sig udslag på arbejdet. I et års tid var min tålmodighedstærskel ikke så høj, forklarer Allan, der dog bevarede skindet på næsen og også jobbet.
Det var, da hans mor til jul fik sendt et billede af halvandet årige Datteren, at de første filer på hans computer kom til at handle om “Datteren” og ikke bare mere håndgribelige ting som styring af privatøkonomi, prikling af pelargonier og andre havebotaniske fif, som også hører til Allans store interesse.
- Da jeg så det billede, blev jeg far for anden gang. For hun var mig som lille pige, siger Allan med et stort smil - og skænker et glas “flydende guld”. Blommesaft. Årgangen er særlig god, når sæsonen er dårlig, føjer han til. Så er det rationeret - ligesom samværet med Datteren.
- Efter at have set billedet gik jeg med en masse indtryk inde i hovedet. Jeg så hende overalt, på mit arbejde, når jeg skulle aflevere gods i børnehaver for eksempel. Gad vide, hvordan Datteren er...?
Hun er i alt fald ikke en “Ødum” af navn mere. Det er et af de slag, Allan har måttet indkassere eller tage til efterretning i form af en af skrivelserne i den svulmende stak fra statsamtet: “...den som ikke har del i forældremyndigheden over et barn er uden beføjelser med hensyn til navneforandring”.
Samværssagen, som den oprulles for alverden på Allans hjemmesider på puteren, ligner den klassiske - med statsamt, civilretsdirektorat, ombudsmand - og her også politi - involveret. Og bagved det hele et uvejr af følelser - og i centrum barnet, der ikke fatter ret meget af de voksnes fremfærd?
- Jo, barnet forstår, de små antenner opsnapper alle vibrationer, mener Allan, der i begyndelsen aftalte sig frem til samvær hver fjerde uge - med mor´en som ledsager på turen fra Sjælland.
- Men jeg var jo en fremmed for Datteren, og vi skulle starte næsten forfra hver gang. Hun havde nye spisevaner, sovetider, nye måder at gøre tingene på. Og vi nærmede os ikke rigtigt hinanden før op ad søndag formiddag, når der var ved at være optræk til, at de skulle hjem.
- Siden hentede jeg hende og bragte hende, og så gik weekenden med at tage rundt og besøge andre, for hvad skulle vi to lave her? Man er far, men man reduceres til legeonkel.
Vil Allan se sin datter, må han selv betale rejse-omkostningerne, og den måned, han nægtede at betale de ekstra 120 kroner, det kostede dem at tage flyvebåden frem for den sædvanlige tur med DSB, valgte de at blive helt væk, som Allan formulerer det.
“Betal det hele, eller vi bliver hjemme”, lød svaret, der for Allan er et billede på, hvordan han “trækkes rundt i manegen”, og at “systemet” følger trop og “leger katten med musen”.
Julegaver kom retur med “modtagelse nægtet”, og et brev fulgte efter med besked om, at “Datteren vil ikke over og besøge dig...”. Desperationen fik Allan til at opsøge sin eks-kone hos forældrene for at få opfyldt sin samværsret, uden om fogeden. Det resulterede i en smadret fordør og i politiets indblanding - og 30 dages fængsel.
- Det var en omkostning, jeg måtte tage, selv om den var chokerende. Men heldigvis var jeg inde i en af de fredelige perioder på Kragskovhede.
- Men der gik 22 måneder fra sigtelsen blev rejst, til jeg kom ud igen. Og Datteren blev midlertidigt frataget samværsretten...
Samværs-føljetonen kan fortsætte. Nu, hvor Datteren er tæt på at fylde fem, er Allan tildelt to timer hver anden uge i en tre måneders periode.
Mødestedet er hendes børnehave på Sjælland, men det kolliderer med Allans arbejdstider, og en ny samværsafgørelse skal kobles sammen med en løsning, hvor statsamtet prøver at finde en lejlighed, som far og datter kan mødes i...
- Der er stadig alt for langt til det mørke Jylland, kommenterer Allan den situation, at Datteren ikke kan komme til ham.
- Men jeg har min ryg fri. Jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at min datter ikke en dag skal komme og sige: “Hvor var du far?”, siger Allan.
Og skulle Datteren være i tvivl, kan hun til den tid også gå ind på Allans egen computer og læse den elektroniske, digre dagbog, han gennem tiden har skrevet til hende.
Men “Tanker til Datteren”, som den hedder, er ikke tilgængelig for alverden - den er et anliggende mellem de to alene.
Oplag: 156.401