EKS-MINISTER VINDER PÅ SIT BØRNEROV
Elsebeth Kock-Petersens eks-mand må kun se det ene af sine to børn 16 timer om året, fordi konen har skjult børnene i nu fire år.

Efter godt fire års kamp mod de regler, hun udstak for alle andre danskere, har Elsebeth Kock-Petersen, fhv. social-, sundheds- og kirkeminister, bevist, at forbrydelse betaler sig. Bare man er hensynsløs nok.

Hun fritages for nogen sinde at udlevere sin søn Svend, 11 år, til faderen, advokat Nils Kock-Petersen, der fik tilkendt samkvemsret til barnet efter ægteparrets skilsmisse.

Og kun 16 timer om året skal hun lade den fhv. ægtefælle se datteren Maria, 10 år, som faderen også havde ugentlig samkvemsret til, indtil den tidligere minister valgte at blæse på sine egne love og forsvinde til England.

Begrundelse: Børnene kender knap deres far mere, fordi moderen siden oktober ´93 har holdt dem skjult på en adresse i Bedford nord for London.

- Jeg er af hensyn til børnene gået ind på en løsning, der ikke er spor morsom for mig, og den retssag, jeg havde anlagt mod Elsebeth ved High Court Family Devision i London, har jeg suspenderet. Men havde jeg ikke accepteret, ville jeg næppe nogen sinde få Maria at se mere, for min eks-kone kunne i årevis trække sagen i langdrag og min alder i betragtning, jeg er 64 år, er der ingen tid at slås med mere, siger Nils Kock-Petersen til Ekstra Bladet.

FIRE TIMER PR. KVARTAL
Samkvemsretten til Maria er fordelt over fire gange om året - fire timer pr. kvartal.

Og altid i nærheden af barnets nye engelske hjem, hvor hun skal afleveres og afhentes på klokkeslet.

- Når Svend ikke er med i samme “løsning”, hænger det såmænd sammen med, at han efter de mange år hos moderen ikke vil se mig mere, og jeg vil ikke tvinge et barn, siger faderen.

For Elsebeth Kock-Petersen, der i ni år var medlem af skiftende Schlüter-regeringer i 80´erne, er afgørelsen en sejr.

Men endnu skylder den fordums socialminister at forklare, hvorfor hun - og ingen andre - kan sætte sig ud over de love, hun som regelsætter for stort set alt familieliv i Danmark trak ned over andre landsmænd.

BAMSE OG KYLLING
Ekstra Bladet fandt hende på skjulestedet nord for London kort før jul.

Hun flygtede ind til en nabo. “Oh God”, skreg hun.

Det var hendes eneste kommentar til de lovbrud, hun havde lavet. Love, hun selv havde trumfet igennem.

- Hvad der rører sig i Elsebeth, tør jeg ikke gætte på, kun at hun må være syg, og jeg ønsker ikke, at mine børn skal lide over, at jeg fremturer, siger hendes eksmand.

Det, der nu er endt som en sejr for forbrydelse, begyndte som en banal seperationssag i ´93: Elsebeth Kock-P. og Nils gik fra hinanden, bl.a. fordi eks-ministerens mor “sad øverst på flyttelæsset” ved indflytningen i villaen i Jyllinge.

Et par år tidligere var den nu 49-årige kvinde ellers trådt ud af regeringen med presse-erklæringer om, at hun “ville passe mand og børn og sidde i dobbeltsengen og se Bamse og Kylling i fjernsynet alle sammen”.

POLITI PÅ MINISTER
I stedet eksploderede alting.

Både politiet, psykologer og familierådgivere blev involveret, fordi eks-ministeren fandt myndighedernes afgørelser forkerte.

Det eneste, der manglede, var de i den slags sager gængse beskyldninger om vold, utroskab og incest.

I efteråret ´93 fandt Nils Kock-Petersen huset i Jyllinge tomt. Elsebeth havde fået forældreretten, han havde af statsamtet fået samkvemsret. Men ingen kunne hjælpe ham.

I to år var kone og børn simpelt hen væk.

Og da det endelig lykkedes at spore dem til England, måtte der retskendelse til, før ministerens ny adresse blev kendt af hendes mand. Et folkeregister findes nemlig ikke i Storbritannien.

I yderligere to år fortsatte kampen om børnene. Gang på gang fik Elsebeth Kock-Petersens advokat retssagen udsat. Da børnene blev bortført fra Danmark, var de 5 og 7 år.

Nu er de 10 og 11. Kan knap kende faderen mere. Eller tale dansk.

ABORT MÅSKE ÅRSAG
Nils Kock-Petersen til Ekstra Bladet:
- Jeg sloges i de mange år, fordi børnene, når de engang bliver voksne, skal vide, at deres far gjorde alt, hvad han kunne for at komme i forbindelse med dem. Jeg har intet forkert gjort, der forklarer min eks-kones handlinger. Jeg har synliggjort mig for børnene. Det trøster.

Elsebeth Kock-Petersens flugt og lovbrud er uforståelige også for inderkredsen i hendes parti, Venstre. Men eks-manden har før røbet, at hun aborterede ufrivilligt omkring sin udtræden af regeringen. Det forklarer måske nogle af traumerne.

Endnu opretholder den fhv. minister tilværelsen i England ved hjælp af den pension, hun får fra Christiansborg.

Selv om hun i over fire år har nægtet at overholde sine egne love, får hun tilsendt ca. 200.000 kr. i skjulet i Bedford, England, heraf 24.000 kr. i pension til hvert af børnene.

Ingen herregård, måske. Men pengene er skattefri i England, fordi Danmark formodes at trække skat af dem - og det gør Danmark ikke.

AF CARL JOHAN ALBRECHTSEN

Til oversigten