Det bør gøres klingende klart for alle forældre, at det er deres opgave at give børnene dén kærlighed, omsorg og opdragelse, som gør, at de er til at holde ud at være sammen med. Det er således forældres ansvar, at deres børn er modtagelige for undervisning i folkeskolen. Og at de ikke ødelægger trivsel og undervisningen for deres klassekammerater.
Noget af det værste i dagens Danmark er efter min mening uopdragne børn og unge. Unge forsømte mennesker, som egoistiske forældre har overladt til institutionerne i hovedparten af deres vågne tilværelse.
I vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og skoler erfarer børn i dag, at den, der råber højest, får opmærksomheden. Da mange børn i dagens Danmark higer som sultne fugleunger efter voksnes opmærksomhed, bliver resultatet selvfølgelig skrigeri og larm. Det er umuligt at trives i larm, og det er nu kommet så vidt, at tinnitus er blevet en alvorlig erhvervsskade for pædagoger og lærere. Det er alt sammen resultatet af en forfejlet og uansvarlig familiepolitik.
Socialdemokratiet påpeger stolt, at der er skabt 100.000 flere institutionspladser til børn, siden Nyrup Rasmussen blev statsminister i 1993. Som om det er en sejr og en udvikling til fordel for børnene. Vist er det ej. Det er et nederlag at bygge flere institutioner. Det er en børnefjendsk politik. Børn ønsker ikke institutionspladser. Det gør forældrene. Børn ønsker mere tid - ikke sammen med fremmede pædagoger, men sammen med deres egne forældre og bedsteforældre.
Derfor er den rigtige politik ikke at oprette flere institutionspladser og ansætte flere pædagoger, men at nedlægge institutionerne. De sparede penge kan så sendes direkte til børnefamilierne, som derved får bedre muligheder for at være sammen.
Det er imidlertid ikke bare “samfundets skyld”, at børn på umenneskelig vis stuves af vejen i institutioner, allerede før de kan tale og gå. Det er som anført også forældrenes skyld. Massevis af forældre kunne sagtens skrue lidt ned for karrieren i de relativt få år, hvor deres børn virkelig behøver dem. Det er et spørgsmål om at prioritere sine børn højere. Hvor der er en vilje til at tage sig mere af sine børn, er der som regel også en vej.
Det er ulideligt at høre på den ansvarsløse, forkælede og egoistiske snak fra ressourcestærke og veluddannede forældre, som mener, at det er “samfundets” opgave at passe og opdrage deres børn. Børnepasningen er ikke en naturlig opgave for det offentlige. Det er en naturlig opgave for forældrene, og det er på tide, at f.eks. Danmarks Lærerforening siger fra over for en syg og skadelig udvikling. En udvikling, som i realiteten er en afvikling af hjemmene. Et hjem er jo i dag typisk et sted, hvor der ikke er nogen hjemme i dagtimerne. Det er grotesk set i forhold til børnenes behov.
Skolelærerne er nogle af ofrene for den skandaløse familiepolitik og de ansvarsløse forældretyper. Det er jo dem, der påtvinges de mange forsømte, forvirrede og uopdragne børn, som er umulige at undervise. Lærere skal undervise - ikke fungere som løvetæmmere eller reservemødre.
Derfor er det forbløffende, at Danmarks Lærerforening ikke varetager sine medlemmers interesser noget bedre. Det kunne man gøre ved at bakke op bag lærernes ønske om at få fjernet de allermest adfærdsvanskelige børn fra skolernes normale klasser. De børn, som gør skoledagen til et helvede for klassekammerater og lærere. I dag er hvert tiende lærer udsat for vold eller trusler om vold i løbet af et år. Uden at Lærerforeningen i realiteten har gjort en pind for at stoppe galskaben. Tværtimod støtter foreningen fortsat den herskende politik, som går ud på, at man i demokratiets og frihedens misforståede navn giver adfærdsvanskelige børn lov til at ødelægge trivsel og undervisningen for kammeraterne.
Det er på tide, at skifte spor i familie- og skolepolitikken.