Men det er i hvert fald ikke hele forklaringen på den lave deltagelse. Det er nemlig ikke nok at være forældre, for at kunne deltage i skolebestyrelsesvalget. Man skal enten have del i forældremyndigheden, eller bo sammen med forældremyndighedsindehaveren. Ellers kan man hverken stille op eller stemme.
For forældre der ikke lever sammen, hvilket i mange skoleklasser er tilfældet for mindst halvdelen af eleverne, bestemmer moderen reelt, om faderen skal være valgbar til skolebestyrelsen eller ej. Hvis hun deler forældremyndigheden med ham, kan han stille op og stemme. Ellers kan han ikke.
Forudsætningen for overhovedet at have fælles forældremyndighed er, at man er enige. Er man ikke det, er der ikke grundlag for fælles forældremyndighed.
Et valg, hvor der forlods sker en selektion af potentielt valgberettigede på grundlag af køn og sym- eller antipati fra en tidligere samlever, kan næppe kaldes demokratisk.
I den Folkeskolelov, der blev vedtaget for få år siden, hedder det, at: “Skolen forbereder eleverne til medbestemmelse, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”
Spørgsmålet er, om skolen overhovedet lever op til denne målsætning. Det har ikke meget med demokrati at gøre, når en tidligere kone først skal blåstemple, om man overhovedet skal have mulighed for at deltage i valget. Man kan forestille sig det ramaskrig, det ville have udløst, hvis kvindernes stemmeret i sin tid var blevet betinget af en “politisk modenhedserklæring” fra kvindens far, bror, mand eller eksmand. Men det er virkeligheden på skoleområdet i dag. Blot med modsat fortegn.
Ved sidste skolebestyrelsesvalg i 1994, var der på nogen skoler opstillet rene kvindelister. De vandt ikke overraskende, for da det som regel er mødrene, der får forældremyndigheden, er der utvivlsomt mange flere valgberettigede kvinder til skolebestyrelsesvalgene end mænd. jeg har tidligere bedt såvel undervisningsministeren som Ligestillingsrådet om at fremskaffe de nøjagtige tal. Men det har ikke kunnet lade sig gøre. Det kunne være spændende, om nogle skoleledere eller Århus Stiftstidende ville gøre tallene op.
Når deltagelsen omkring skolebestyrelsesvalgene er helt nede på omkring tre procent, skal det utvivlsomt ses i sammenhæng med, at mange fædre på forhånd udelukkes fra overhovedet at stille op. På trods af kvindefrigørelsen, er der fortsat mange flere mænd end kvinder, der engagerer sig politisk. Det er overvejende mænd, der figurerer på de politiske partiers medlemslister. Til kommunalvalget for nylig, var kun cirka en tredjedel af de opstillede kandidater kvinder.
Så det er ikke sandt, når Ole Vig og andre postulerer, at forældrene ikke kommer, fordi de synes, det går ufatteligt godt.
Mange fædre er absolut ikke tilfredse med tingenes tilstand. Først og fremmest er vi dybt betænkelige ved, at man til børnene kommunikerer, at hvis man ikke er enige, så skal man ikke være med til at bestemme.
I Folkeskoleloven står der videre: “Elever og forældre samarbejder med skolen om at leve op til folkeskolens formål”.
Men hvordan skal man som far bære sig ad med det, hvis man ikke bor sammen med sit barn, og man ikke er fundet tilstrækkelig ansvarlig til at kunne deltage i skolebestyrelsesvalget?