Århus Stiftstidende, 23-10-2000

Anklage: En farlig forening

SAMVÆRSSAG: Foreningen for Pårørende til Sindslidende er blevet brik i konflikt mellem ægtefæller

Af Jørgen Bollerup Hansen
Steffen Petersen fra Åbyhøj mener, at Landsforeningen for Pårørende til Sindslidende er en farlig forening.

Årsagen er, at foreningen som rådgiver og bisidder for hans ekspartner og moderen til hans børn har forfattet et brev til Århus Statsamt, hvori foreningens psykolog og jurist konkluderer, at det vil være bedst, hvis der sker en indskrænkning af hans samvær med børnene.

De to fagfolk mener, at samværet fremover bør ske under overvågning i moderens hjem - for at der kan opbygges et godt forhold mellem børn og far.

Grunden er en række påstande, som moderen refereres for. Hun mener således, at Steffen Petersen er psykisk ustabil og kun styret af egne behov og forestillinger til stor skade for børnene.

Psykologen og juristen tolker alene på basis af moderens påstande. De har aldrig talt med Steffen Petersen.

- Enhver, som ønsker at mobbe sin ekspartner, kan åbenbart henvende sig til en sådan forening, siger Steffen Petersen.

Foreningens psykolog afviser kritikken. Hun mener kun, hun har forholdt sig til sagen generelt. Foreningens formand, Ole Aagerup, siger:

- Hvis Steffen Petersen mener, han er oppe imod stærke kræfter, må han selv søge rådgivning.

- Vi laver ikke et større researcharbejde. Vi kan jo ikke rykke ud og lave interviews. Det er op til den undersøgende myndighed at afgøre, om der er hold i påstandene eller ej. Vi kommer ikke med den højforkromede sandhed, siger Ole Aagerup.

Pårørendeforeningens lokalafdeling i København-Frederiksberg er dog af en anden mening.

- Foreningen risikerer at sætte sin troværdighed på spil ved den her fremgangsmåde, siger lokalformanden Ellen Herkild.

Til oversigten