Jeg betaler børnebidrag til min søn på fire år, og beløbet er det dobbelte af normalbidraget. Nu har jeg netop fået oplyst af min ekskone, at der skulle være vedtaget en ny lov, hvorefter de offentlige tilskud - dvs. de såkaldte børnetilskud - sættes ned, og at jeg derfor skal betale et yderligere beløb pr. måned.
Kan det virkelig være rigtigt?
Min ekskone lever i et fast samlivsforhold og modtager ingen børnetilskud!
Hvis der skulle være gennemført en sådan lovgivning, anser jeg det for at være en mærkelig sammenblanding af tingene!
"H. J. M."
JA!
Vi kan kun give dig ret i, at det er en besynderlig sammenblanding, der er gennemført på dette område. Men loven blev vedtaget i december ´99, og derfor skal du betale yderligere 102 kr. pr. måned i børnebidrag - og vel at mærke uden du kan få skattefradrag for dette beløb!
I virkeligheden har Folketinget væltet en offentlig besparelse over på de forældre, der betaler børnebidrag. Størrelsen af de såkaldt ordinære børnetilskud er blevet nedsat med 102 kr. om måneden, mens forældrenes bidrag til deres børns forsørgelse, dvs. børnebidragene, er hævet med et tilsvarende beløb.
Folketinget har blot overset én væsentlig ting. Nemlig at de forældre, der ikke modtager børnetilskud, fordi de ikke er enlige, får en gevinst på 102 kr. om måneden (mens de reelt enlige og oftest dårligst stillede ikke får noget ekstra overhovedet)!
De nye og højst ulogiske regler bevirker, at alle, der betaler børnebidrag, skal af med yderligere 102 kr. om måneden.
Betaler en far fx det såkaldte normalbidrag, skal han af med 785 kr. plus tillægget på 102 kr., dvs. i alt 887 kr. pr. måned. Betaler faderen dobbelt børnebidrag, skal han af med to gange 785 kr. plus tillægget på 102 kr., dvs. 1.672 kr. pr. måned.
J. G / E. F.